Indlæg

,

Ny planlov – større hensyn til produktionsvirksomheder

En ændring af planloven giver bedre muligheder for at sikre, at virksomheders drift ikke besværliggøres af, at byen nærmer sig virksomheden. Et vigtigt element for industrivirksomheder er, at kommunen i planlægningen nu kan udlægge konsekvensområder omkring erhvervsområder. Områder, hvor der ikke må etableres følsom anvendelse.

Det er princippet, at det er dem, der nærmer sig, der skal betale. Der er således tilføjet regler om, at ved udlægning af nye byområder omkring en virksomhed skal det i selve planlægningen sikres at grænseværdier for lugt, støv og anden luftforurening kan overholdes via f.eks. etablering af afskærmningsforanstaltninger. Disse regler eksisterer allerede i dag for støj.

Det er vigtigt, at I som virksomhed holder øje med nye lokalplaner eller ændringer til kommuneplaner i området omkring jeres virksomhed, så I kan påpege ovenstående, hvis det ikke er tilstrækkeligt indarbejdet. Det er svært at ændre planer, når de først er vedtaget.

Ligeledes er det i forbindelse med kommunernes revidering af kommuneplanerne (Se også tidligere blogindlæg om nye kommuneplaner i høring.) et godt tidspunkt at påpege et eventuelt behov for etablering af konsekvenszoner omkring virksomheden.

Ændringen af planloven er vedtaget den 8/6 2017.

,

Forslag til nye kommuneplaner 2017 i høring – kan få betydning for jeres virksomheds fremtidige drift og udviklingsmuligheder

Har jeres virksomheds kommune sendt forslag til ny revideret kommuneplan i høring? Så er det vigtigt at gennemgå materialet for at se, om der er sket ændringer, der kan få konsekvenser for jeres virksomheds drift.

Mange kommuner er i gang med at revidere kommuneplanenerne. De sendes i høring i 2017. Nogle kommuner har allerede startet høringsperioden.

Kommuneplanerne udstikker de planmæssige rammer, som bl.a. dikterer hvor højt I må bygge, og hvilke krav der kan stilles til jeres støj- og lugtemission. Derfor kan ændringer få konsekvenser både for jeres drift og for jeres fremtidige udviklingsmuligheder.

I kan derfor med fordel tjekke, om der er ændret i rammerne for det område, hvor jeres virksomhed ligger, samt tilstødende områder. Er der for eksempel udlagt nye boligområder eller rekreative områder i nærheden af jer? I så fald kan I blive mødt af skærpede krav til støj- og lugtemission.

Det er nu, under høringsperioden, I har mulighed for at påvirke eller komme med indsigelser ti kommuneplanen. Når først høringsperioden er slut, og kommuneplanen er endelig vedtaget, er det svært at ændre i de planmæssige rammer.